Om DK Malazan

DK Malazan er et lille, seriøst & kærligt stueopdræt af norske skovkatte. Formålet med opdrættet er at lave sunde, søde, racetypiske katte med gode solide kroppe og vedligeholdelsesfri pels. Jeg bor i Hørve; tæt på Holbæk til den ene side og Kalundborg til den anden.


Jeg har haft norske skovkatte som kælekat siden 1999 og jeg elsker racen. Den har et skønt sind og et helt fantastisk udseende, som jeg bare ikke kan få nok af; derfor besluttede jeg i slutningen af 2016, at jeg ville prøve at opdrætte. Jeg købte derfor min første avlskat og mens jeg ventede på, at hun blev gammel nok til at få killinger, så tog jeg Diplomopdrætteruddannelsen. Jeg synes, det er vigtigt at have teorien på plads og som opdrætter skal man - udover kattene - også forholde sig til diverse love & regler.


Mit stamnavn - DK Malazan - er efter min yndlingsfantasybogserie "The Malazan Book of the Fallen" af Steven Erikson, og mine killinger vil som udgangspunkt blive opkaldt efter karakterer fra bøgerne, men ingen regel uden undtagelse, så hvis jeg har lyst til at kalde killinger for noget andet, så gør jeg det.


Jeg fik det første kuld i foråret 2019 og jeg lærte, at det ikke bare er regnbuer & enhjørninge at have killinger. Udover at koste i både penge og følelser, så er det hårdt arbejde! Jeg havde én, der skulle flaskes op, så den første uge skulle hun have mad hver tredje time - hun spiste hos mormissen (Katinka), men bare ikke nok, så jeg måtte igang med flasken. 


Der er dog noget helt specielt ved at have killinger i huset. Den tillid mormissen viser, knytter dem endnu tættere til ens hjerte og de små killinger kravler bare under huden på én. Det svært at være i dårligt humør med små skovtrolde hoppende rundt i hjemmet. Jeg har dog besluttet, at jeg kun laver 1-3 kuld årligt; der skal være overskud til dem både økonomisk, følelsesmæssigt og tidsmæssigt. Og det er utroligt vigtigt for mig, at de bliver socialiseret, så de bare er en fornøjelse for den nye familie fra dag 1.

Jeg er medlem af Racekatten, som er er én af de 3 hovedklubber under Felis Danica. Du kan læse mere om dem her.

Jeg er også medlem af Norsk Skovkattering, som er en klub dedikeret til den norske skovkat. Du kan se mere her.

Hvis du gerne vil vide mere om Diplomopdrætteruddannelsen, så kan du læse mere her.